Hystero Salpingo Ultrasonografi (HSU)

For at opnå graviditet, uanset om det er ved samleje eller ved insemination, skal der være passage gennem mindst én af dine æggeledere. Er der ikke passage, kan æg og sædcelle ikke mødes – og en befrugtning af ægget kan ikke finde sted.

Er der nedsat passage i æggelederen, vil der være en øget risiko for en graviditet uden for livmoderen. Derfor anbefaler vi, at du får undersøgt, om der er passage i dine æggeledere via af en ultralydsscanning med passageundersøgelse kaldet Hystero Salpingo Ultrasonografi (HSU).

HSU er en forudsætning, hvis du ønsker hormonstimuleret insemination. Er begge dine æggeledere lukkede, er den eneste mulighed for at opnå graviditet IVF behandling.

Passage i æggeledere med HSU

De fleste kvinder har normal passage gennem æggelederne, men har du tidligere haft underlivsbetændelse, klamydia, blindtarmsbetændelse, endometriose eller andre sygdomme, hvor man kan mistænke, at der er sket skader på dine æggeledere, er der en øget risiko for nedsat passage eller aflukkede æggeledere. En symptomfri underlivsbetændelse (‘stum infektion’) med klamydia kan også forekomme og medføre forsnævringer eller aflukninger i dine æggeledere.

Du kan her på klinikken få lavet en HSU-undersøgelse og få klarhed over, om du har normal passage igennem dine æggeledere. På hospitalerne og på røntgenklinikker kan der foretages en undersøgelse, hvor der anvendes kontrastvæske med samtidig røntgenoptagelse. Undersøgelsen kaldes Hystero Salpingo Grafi (HSG).

Sådan foregår HSU-undersøgelsen

Undersøgelsen foretages i perioden efter menstruationsblødningen er ophørt, og inden forventet ægløsningstidspunkt; mellem 7-12. cyklusdag. Vi inseminerer ikke i samme cyklus, hvor HSU er foretaget. Før undersøgelsen kan foretages, skal der foreligge en negativ klamydiatest, som må være max 3 måneder gammel.

Selve HSU’en foregår i et gynækologisk leje. Efter afvaskning af din livmoderhals, (så der ikke kommer bakterier op i livmoderhulen), indføres et tyndt kateter og en scanner. Under scanningen sprøjtes en væske ind i livmoderen – alt imens vi følger væskens passage gennem æggelederne. Er æggelederne lukkede, kan væsken ikke løbe frit igennem.

Nogle oplever menstruationslignende smerter ved undersøgelsen. HSU foretages uden bedøvelse – og langt de fleste kan gå på arbejde umiddelbart efter undersøgelsen. Det kan for nogen være en god idé at tage noget smertestillende en times før en HSU. Der vil være mulighed for, at du kan hvile dig, før du tager hjem igen.

Efter HSU’en kan der komme lidt ekstra udflåd og måske lidt pletblødning. Vi anbefaler, at du bruger et bind bagefter. Der er minimal infektionsrisiko, men skulle du i dagene efter undersøgelsen få smerter og feber, er det vigtigt, at du tager kontakt til en læge med henblik på eventuel behandling. Du kan tage Panodil som smertestillende, men det er som regel ikke nødvendigt. Hvis der ikke kan påvises normal passage på begge dine æggeledere, vil vores læge informere dig om videre forløb. Du vil evt. blive anbefalet en kikkertundersøgelse af æggelederne (laparoskopi) – eller at du bør gå direkte videre til IVF behandling.

Scroll to Top